UGLI

OPtrin.dk

Dit springbræt til et sjovere studieliv i Århus

  • scissors

    Læseguide – fem bøger til sommerferien

    1 kommentar


    Der er altid en god grund til at læse en bog om enten det regner (man kan læse en bog, hvis man ikke vil være udenfor) eller solen skinner (man kan læse en bog på stranden, i parken, på caféen osv.) eller man er ude at rejse. Jeg foreslår derfor følgende fem bøger, hvis man mangler inspiration til læsningen. Du vil ikke fortryde det!

    1. J.P. Jacobsens Niels Lyhne

    En klassiker, der sammenkoger poesi af højeste kvalitet og sublim prosa i en fortælling om et menneske ved navn Niels Lyhne. Der er en grund til at denne roman var en af den tyske digter Rainer Maria Rilkes yndlingsbøger. Bogen er også er et must på Nordisk sprog og litteraturs pensumliste, hvilket betyder, at vi virkelig har med den absolutte litterære elite at gøre. J.P. Jacobsen blev desværre kun 38 år og skrev to romaner, nogle noveller og digte. Novellen Mogens kan herfra også anbefales.


    2. Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray (Billedet af Dorian Gray)

    En genial, flot og forholdsvis letlæselig roman, der helt klart efterlader et indtryk hos læseren. Scenen er 1890’ernes Londonske overklasse, som Wilde selv var en del af. Det er den bog, der måske har bedst mulighed for at blive citeret for sine ”one-liners” om kunst, mode, levevis, etikette osv. osv. En af de bøger man ikke kan lægge fra sig!

    3. Bjarne Reuters Løgnhalsen fra Umbrien

    Helt sikkert en bog, der byder på alle slags finurligheder, ordsprog man ikke troede fandtes, meget humor og så er den usædvanlig godt skrevet. Vi følger en anti-helts søgen på det evige liv fra Italiens glødende Umbrien i 1300-tallet. Selvom man måske læste nogle lidt kedelige noveller af Reuter i folkeskolen, er denne bog en af de mest livlige bøger jeg har læst. Bogen er desuden langt bedre end Reuters Prins Faisals Ring, som halter betydelig efter i både sprog, humor og historie.

    4. Umberto Ecos Il nome della rosa (Rosens navn)

    Denne roman er en særklasse krimi! Det er en beretning om en munk og sin novice, der er vidne til en række mord på et kloster i 1300-tallet. Hvis man vil have mystik, filosofi, teologi, astronomi, gåder og middelalderens religiøse slagsmål og samtidig få beskrevet en smuk kærlighedshistorie er dette bogen. Den er sidemæssigt lang, men helt klart værd at læse!

    5. Thomas Manns Der Tod in Venedig (Døden i Venedig)

    Denne ganske lille roman (ca. 130 sider) er et mesterværk af den tyske forfatter, der modtog nobelprisen i litteratur i 1929 kun 54 år gammel. Thomas Mann skriver smukt og kompliceret og bogen skal læses med omhu. Dog er den stadig absolut anbefalelsesværdig til alle!


    God læsning! Kommentér gerne selv med forslag her på siden!

    • Del indlæg/Gem bogmærke


One Response to “Læseguide – fem bøger til sommerferien”

  1. Gode forslag Joachim,

    Dejligt med flere indlæg som selv ikke-i-Århus boende kan drage nytte af, så vi ikke bare skal nøjes med at drømme over sund og by.

    Selv kan jeg ikke slippe følgende af tankerne, selvom jeg lagde dem ned for snart noget tid siden:

    Ella Minnow Pea af Mark Dunn.
    Det er en brev-roman hvor personerne lidt efter lidt må bruge færre og færre bogstaver, hvilket ender i nogle meget kreative skrivelser.
    Fantastisk ide.

    Bekendelser af et barn af århundredet af Alfred de Musset.
    En herlig beskrivelse af forelskelsen, og en solid brik i puslespillet om hvad kærligheden kan være.

    Håber jeg ind på AU på fredag, for så ses vi nok.
    /Esben

Skriv en kommentar

Spam protection by WP Captcha-Free

Get Adobe Flash playerPlugin by wpburn.com wordpress themes